Historier

Min historie – Dana Sofie Andreasen

Min historie – Dana Sofie Andreasen

Mit navn er Dana, jeg er 25 år gammel og arbejder til daglig som politisk konsulent i en fagforening. Jeg er søskendepårørende. Det betyder, at jeg har en lillesøster med et handicap. Min lillesøster er 22 år gammel og har cerebral parese, udviklingshandicap og har derudover epilepsi. Det betyder, at jeg næsten ikke kan huske en tid, hvor hun ikke har været der. Tidligere når folk spurgte mig, hvordan det var at have en bror eller søster med handicap havde jeg virkelig svært ved at svare på spørgsmålet. Jeg har jo ikke haft andre søskende, så derfor har jeg haft utroligt svært ved at sætte ord på, hvordan mit søskendeforhold på nogle måder er lig – og på andre måde er forskellig fra andres.

Det er da helt normalt
Da jeg var yngre sagde jeg tit, at det var meget normalt at have en søster med handicap. Efter jeg er flyttet hjemmefra, er jeg blevet bedre til at sætte ord på vores forhold. I dag svarer jeg ofte, at jeg fra en tidlig alder har været vant til at hjælpe min søster med mange ting, men at
jeg ikke har kendt til andet. For mig har det derfor været en del af hverdagen at skulle hjælpe min søster med lavpraktiske ting som at tage sko på eller skære mad ud – nok også i længere tid end andre søskende. Nogle gange spørger folk mig, om jeg føler mig som en ekstra forælder over for min søster. Jeg kan godt forstå, at man udefra ville tænke det, men samtidig kan jeg tydeligt mærke, at mit og min søsters forhold er anderledes end min søsters og mine forældres forhold. F.eks. ser min søster meget op til mig, ligesom andre yngre søskende ser op til deres ældre søskende. Hun betror sig til mig, hvis hun er ked af det, og hun efterspørger mig, når hun er sammen med min mor og far, og jeg ikke er der. Jeg er altså ikke bare en ekstra forældre for min lillesøster. Det betyder også, at jeg ofte føler, at jeg kan blive kørt ud på et mærkeligt sidespor som søskendepårørende. Især efter min søster er flyttet hjemmefra er det blevet tydeligt. Under coronapandemien havde jeg f.eks. ikke ret til at besøge hende, da jeg var den 3. nærmeste pårørende, og det kun var de 1-2 nærmeste pårørende, altså mine forældre, hun måtte få besøg af. Derudover kan det også være svært at forklare den ansvarsfølelse, jeg føler for hende. På den ene side er det ikke mig, men mine forældre, der har ansvaret for, at hun har
det godt. På den anden side er hun dog sådan en nær relation til mig, at jeg ikke kan undgå at tænke over, at hun har det godt. Det kan være svært at forklare for andre og derfor er det rart, at jeg på gåture med SØF møder andre søskende, der kan forstå denne følelse. Ved at tale med
andre søskende om det, kan jeg også blive bedre til at forklare det til andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *